Flytning gange otte
Lone Randeris er flyttet otte gange. Både landsbysamfundet og storbyerne har karakter, mener hun.
Skrevet af: Mie Eva Skov, Anders Hagelskjær Jeppesen og Marjorie Mejia Hansen
52-årige Lone Randeris, sidder i sin stue, i den øreklap-lænestol, som har fulgt hende de otte steder, hun har boet, siden hun flyttede hjemmefra som 17-årig.
Betrækket er lidt falmet, og hjørnerne slidte, men for Lone Randeris er det ubetydeligt.
Den var med hende, da hun rejste fra sin fødegård i Vellev, langt ude på landet, ind til den nye og ukendte storby Århus for at uddanne sig til socialpædagog.
Under uddannelsen boede hun også på Frederiksberg, Roskilde og i Virum, hvor stolen på skift har stået i forskellige stuehjørner, under lamper, nær bogreoler og ved vindueskarme, før den, i selskab med Lone selv, igen vendte tilbage til Århus.
Hun blev gift og flyttede fra, hvad hun før så som en enorm og upersonlig storby, til den lille by Astrup, ”Jeg syntes, at det var et meget stort og voldsomt skift. Fra Århus, hvor man kunne gå anonym rundt i byen, til Astrup, hvor alle kendte alle”, reflekterer Lone.
”Jeg synes, at der var meget stille og meget, meget mørkt. Selv på trods af naboen, som havde en vindmølle, var der stadigvæk stille,” siger Lone, som dengang brugte utallige aftner i sin lænestol, spejdende ud i Astrups mørke.
Men på trods af stilheden mener Lone, at der tydeligt er fordele ved både byen og landet, ”Astrup har en fantastisk natur, og jeg elsker at se årstidernes skiften, og de små egern, der kravler i træerne”. Derimod er muligheder større og flere i Århus: ”Der er masser af indkøbsmuligheder; gågaden, centeret osv.”.
Hun boede i flere år i Astrup, inden hun blev skilt og flyttede til Herning. ”Men lænestolen, den står der endnu,” griner Lone, mens hun skimter ud over byen, der, indtil der forekommer nye ændringer, huser hendes hjem.
Skrevet af: Mie Eva Skov, Anders Hagelskjær Jeppesen og Marjorie Mejia Hansen
52-årige Lone Randeris, sidder i sin stue, i den øreklap-lænestol, som har fulgt hende de otte steder, hun har boet, siden hun flyttede hjemmefra som 17-årig.
Betrækket er lidt falmet, og hjørnerne slidte, men for Lone Randeris er det ubetydeligt.
Den var med hende, da hun rejste fra sin fødegård i Vellev, langt ude på landet, ind til den nye og ukendte storby Århus for at uddanne sig til socialpædagog.
Under uddannelsen boede hun også på Frederiksberg, Roskilde og i Virum, hvor stolen på skift har stået i forskellige stuehjørner, under lamper, nær bogreoler og ved vindueskarme, før den, i selskab med Lone selv, igen vendte tilbage til Århus.
Hun blev gift og flyttede fra, hvad hun før så som en enorm og upersonlig storby, til den lille by Astrup, ”Jeg syntes, at det var et meget stort og voldsomt skift. Fra Århus, hvor man kunne gå anonym rundt i byen, til Astrup, hvor alle kendte alle”, reflekterer Lone.
”Jeg synes, at der var meget stille og meget, meget mørkt. Selv på trods af naboen, som havde en vindmølle, var der stadigvæk stille,” siger Lone, som dengang brugte utallige aftner i sin lænestol, spejdende ud i Astrups mørke.
Men på trods af stilheden mener Lone, at der tydeligt er fordele ved både byen og landet, ”Astrup har en fantastisk natur, og jeg elsker at se årstidernes skiften, og de små egern, der kravler i træerne”. Derimod er muligheder større og flere i Århus: ”Der er masser af indkøbsmuligheder; gågaden, centeret osv.”.
Hun boede i flere år i Astrup, inden hun blev skilt og flyttede til Herning. ”Men lænestolen, den står der endnu,” griner Lone, mens hun skimter ud over byen, der, indtil der forekommer nye ændringer, huser hendes hjem.